Til de tabtes Legioner, de forbandedes Kohort
Ak, til Brødrene langt Øst i Vemod svøbt
Synger jeg, en Englands gentleman med Krone på mit Kort
Skjønt som Menig jeg min Titel om har døbt
Ja, en fattig menig Mand
Som har kjørt med eget Spand
Gud i Himmelen skal vide, det gik fort!
Hele Verden var hans "Slægt"
Til hans Pengemagt var knækt;
Nu han stønner under Skjæbnenes Helvedsvægt

Det еr "sødt" at måke Stallen
Sødt at fejе Køkkenrusk
Det er sødt at høre alskens råddent Snak;
Sødt på TøseDanseballer, sødt at prygle op hver Slusk
Som dig håner for din altfor fine Frak
Ja, det gjør dig Pokkers kry, sætter Næsen din i Sky
At til Hestetroppens Fløjmand de dig gjør
Mens du inderlig misunder ham, der ligesom staar under
Pudser Skoen din og stundom siger "Sir"

Naar det Hjem, vi aldrig ænser
Og den Ed, vi aldrig holdt
Og alle de vi kjender og har kjær
I den snorkende Barakke
Har os Søvnløshed forvoldt
Kan det undre dig at vi fordrukken er?
Naar den drukne søvnig mumler
Mens med Ninderne han tumler
Og vort Fald i Rædslens mørke Farver staar
Og hver skjulte Synd fremstammes
Kan det undre dig, vi lammes
Og at hyppig vi os strammer med en Taar?

Vi har opgit Haab og Ære, vi har opgit Kjærlighed
Og vi glider ned ad Stigen Steg for Steg
Ak, vor Pinsel kan kun maales med det Maal
Som alle ved: altfor ung vi lærte Livets Fareleg
Nu vi skammer os ved Anger;
Med vort Fald, vor Dom vi pranger;
Vi er stolt vi ei med Stolted staar i Pagt
Vor Forbandelse os klemmer
Til en fremmed Jord os gjemmer
Og vi dør, og ingen ved, hvor vi er lagt